Corona ringning

I forbindelse med coronakrisen har biskopperne opfordret til, at kirkeklokkerne landet over ringer hver aften klokken 17.00, som det også sker her hos os i Sædder.

Kirkeklokkerne har fra gammel tid ringet morgen og aften for at kalde til eller opfordre til bøn og andagt. I disse tider, hvor kirkerne er lukkede for gudstjenester, vil kirkeklokkernes ringen opfordre os alle til at tænke på det budskab, kirken bygger på, og at vi skal tænke på Gud og vores medmennesker. Når kirkeklokkerne lyder, efterfulgt af de 3×3 bedeslag, vil jeg opfordre til at man beder Fadervor, men også en bøn for Danmark, for alle dem, der er syge og deres pårørende, og for sundhedspersonalet, der passer og plejer de syge, samt for alle dem, der holder Danmark kørende på trods af de vanskelige forhold.

Samtidig vil jeg opfordre alle til, at man beder Fadervor på søndag den 29. marts klokken 12.00 – det er en fælleskirkelig bededag med fælles bøn blandt kristne verden over. Og det er pave Frans, der har taget initiativet til den fælles bøn om at corona-pandemien må stoppe.