Opdelingen i 1893

Adskillelse af Herfølge og Sædder Sogne d. 1. januar 1893
Igennem mange år var det et ønske fra sognepræsterne og befolkningen at få delt det alt for store Herfølge-Sædder sogn. Det største i herredet, både i folketal og areal. Det var 2 mil langt 1½ mil bredt og havde et areal 12.417 tdr. ld. Folketallet steg fra 1840 til 1855 fra 2.588 til 2.942, og var i 1870 nået op på 3.408 indbyggere. Deraf i Sædder sogn 825 i 1850 og 866 i 1901. Der var 7 kommuneskoler og 19 landsbyer.

Af breve fra præsterne til ministeriet fremgår, at også i kommunal henseende voldte de store afstande besvær for de enkelte ”sogneråder”, som havde ”et næsten overvældende distrikt at tilse”. Forholdene med ”det overvættes store fattigvæsen” gav også store vanskeligheder.

Efter henstilling fra provst Storm, som afløste pastor Willemoes i 1858, oprettes et CAPELLANI FOR HERFØLGE-SÆDDER d. 14. dec. 1858. Embedet blev besat af daværende hjælpepræst J.G. Willemoes (søn af hernævnte pastor Willemoes) og fra 1864 til 1874 af F.B. Møller.

Sædderfonden
I 1876 fik ønskerne om sogneadskillelse fastere form, ved at man oprettede ”SÆDDERFONDEN” til fremme af adskillelsens iværksættelse. Den fik indtægterne fra Sædder sogns kirkeskatter samt forpagtningsafgiften af 15 tdr. ld. af præstegårdens jord, som var tillagt kapellanboligen. Efter et tilskud til kapellanens løn blev et overskud på 1.000 kr. og senere mere henlagt til fonden.

Efter kapellan Møllers forflyttelse til Sejling i 1874 voksede ønsket om at få oprettet præsteembedet i Sædder blandt befolkningen dér. En del havde løst sognebånd til pastor Sadolin i Valløby, men dette var en lang vej at gå for konfirmanderne, og 1878 indsendtes en skrivelse til kirke- og undervisningsministeriet fra gårdmændene Lars Hansen af Ringsbjerg (Nerildgård) samt lærer Støvring af Ringsbjerg.

Egen præstegård
På de fleste beboeres vegne anmoder de ministeriet om at søge erhvervet en præstegård til det kommende præsteembede. Dette afslås af økonomiske grunde. Sædderfonden er endnu ikke stor nok til at afholde udgifterne ved oprettelse af et nyt præsteembede.

Af en ny skrivelse fra sædderfolkene fremgår, at Anneksgårdens ejer, Christian Nielsen, er villig til at mageskifte denne med kapellanboligen i Herfølge på nærmere fastsatte betingelser og 2.000 kr. i bytte, hvilket sædderfolkene finder rimeligt, da han forlader en høkerhandel i Sædder, som ikke kan drives videre i Herfølge.  Men både dette og en henvendelses fra sognepræsten, Becher, i 1881 om køb af Anneksgården og Ole Hansens lod bliver afslået.

Bedre går det ikke med en indstilling af 10/9 1889 fra H.C.D. Müller. Sædderfonden er nu på 20.000 kr., men på højeste sted har det ingen hast, og først, da det ønskede beløb 25.000 kr. er rundet i 1892, kommer der gang i realitetsforhandlingerne.

Den oprindelige plan om at mageskifte Anneksgården med kapellanboligen og dens 15 tdr. ld. opgives. I stedet sælges kapellanboligen til sognerådsformand gdr. Peter Jensen, Rosenbækgården for 14.300 kr. Man køber Anneksgårdens jord og toften mellem gården og skolen, i alt godt 14 tdr. ld. for 1.000 kr. pr td. ld. Derved får man en fin byggeplads på toften, og Chr. Nielsen beholder Anneksgårdens gamle bygninger til bolig. Man anså dem for at være for ringe til at bruges til præstegård. Det var ingen overilet handel, eftersom man havde drøftet denne med Chr. Nielsen i 14 år.

Efter mange skriverier og ændringer i byggeplanen gik man endelig i gang med at opføre præstegården sidst i maj 1893. Den var tegnet af arkitekt Arnberg, København, og tømrermester Blume, Køge havde givet samlet tilbud på bygningerne på 17.400 kr. Sidst på sommeren stod bygningerne færdig. Pastor Åge B. Møller kunne flytte ind i sit sogn fra kapellanboligen i Herfølge, hvor han havde boet mens byggeriet stod på.

Beboerne i Sædder havde fået et 40 år gammelt ønske opfyldt. At få deres egen præst og eget sogn. Pastor H.C.D. Müller holdt afskedsprædiken i Sædder 1. juledag 1892 og i Ingelstrup 2.juledag. Søndag d. 8. jan. 1893 blev pastor Å.B. Møller indsat i Sædder kirke kl. 9:30 og i Ingelstrup kl. 13:00 af provst Esmann, Hellested. Søndag d. 22. jan. holdt kapellan Lauritz Müller afskedsprædiken kl. 9:30 i Sædder og kl. 13:00 i Ingelstrup.

Herfølgepræsternes rolle
Som baggrund for en omtale af præsterne i Sædder sogn, må det være naturligt at nævne lidt om de to Herfølgepræster, J.G. Willemoes og F.B. Møller, som, skønt vidt forskellige, kom til at præge egnens kirkelige liv længe efter deres afgang. Enkelte nulevende kan måske huske, deres forældre har fortalt om dem.

J.G. WILLEMOES (1781-1858) var præst Herfølge 1831-58. Hans broder var søhelten Peter Willemoes.  Herfølge blev i hans tid midtpunkt for egnens åndelige liv og for den gudelige vækkelse i det sydlige Sjælland.  Det var på den tid almindeligt, at der holdtes ”gudelige forsamlinger” i sognene. I Herfølge blev de navnlig støttet af lærer Ravn, og selv om Willemoes i den første tid var modstander af disse møder, gik han efter 1837 stærkt ind for dem, og han blev sjælen i et rigt menighedsliv.

Han samlede en stor menighed i kirken, og langvejs fra kom folk i kirke hos ham. Mange af de tilrejsende overnattede i præstegården, og om aftenen førtes der lange samtaler om kristelige emner. Hver anden søndag holdt han gudelige forsamlinger i præstegården, og der kom mange folk, helt fra Stevns og Næstvedegnen. Hans forkyndelse var poetisk præget, og han ivrede stærkt mod kortspil og dans. Han beskrives som en høj og kraftig mand med noget kækt over sit åbne og ærlige ansigt. Hans tale var djærv og følelsesfuld.

FREDERIK BENEDIKTE MØLLER (1832-1914) var kaldskapellan for Herfølge og Sædder 1864-74 hos provst Storm, som afløste Willemoes 1858. Storm blev syg kort tid efter Møllers ansættelse, så han ene måtte klare det store sogn i de første år.

Der var dengang en meget dårlig præstestand på egnen, og mange steder bortfaldt gudstjenesten af mangel på tilhørere. I et pastorat på Stevns tog præsten næsten aldrig annekskirken om søndagen, undtagen når der var barnedåb. I forhold til egnen kaldtes kirkegangen god i Herfølge og Sædder. I hovedsognet med 2.200 mennesker var der ca. 50 i kirke, og i Sædder med 800 mennesker var der en snes. Disse tal blev dog bragt noget op i Møllers tid. Om pastoratets mange lærere skriver Møller, at de var gennemgående uden åndelige interesser og gik aldrig i kirke, undtagen når de skulle have offer. Undtagen herfra var dog lærer Ravn i Herfølge og Bov i Åshøj.

F.B. Møller var en nær ven af Grundtvig, og sammen med flere grundtvigske præster, bl.a. O.J. Sadolin, som var præst i Valløby 1865-80, blev han forkæmper for Grundtvigs livssyn, hvilket gav meget røre i sognene, og mange benyttede sig af retten til at løse sognebånd. F.B. Møller deltog i egnens kristelige møder både som taler og tilhører, men efterhånden, som mødernes ledere mærkede, at hans forkyndelse var anderledes, end hvad de kendte fra Willemoes`s tid, blev de køligere over for ham. Han holdt sine egne møder med Grundtvigske talere både i sognet og flere steder på Stevns, og det blev efterhånden disse møder, der samlede de fleste deltagere.

I Herfølge og Sædder kirker samlede Møller efterhånden en stor menighed, selv om han stadig havde modstandere. Der fortælles, at en af de gamle mødeledere, gdr. Rasmus Hansen, Herfølge, ikke ville gå i kirke hos Møller, og kun kom i kirke de to gange om året, da han gik til alters. Han forlod kirken under prædikenen, men nadveren ville han nok modtage af Møllers hånd. ”Thi der er det ikke præsten, det kommer an på”, sagde han.

Da F.B. Møller blev sognepræst i Sejling 1874, var der en del, som løste sognebånd til pastor Sadolin i Valløby, og efter hans bortrejse 1880 søgte nogle familier i Sædder til pastor J.T. Kragh, som var sognepræst i Kornerup ved Roskilde 1876-89. Han var kendt på egnen fra møder i Valløby, hvor Sadolin havde indbudt ham som taler. På grund af den lange afstand fik man en ordning, så han med regelmæssige mellemrum kom og prædikede i kirken og forrettede kirkelige handlinger samt talte ved møder i hjemmene.

Men kravet om en adskillelse af de to sogne voksede – navnlig i Sædder, hvor befolkningen ønskede selv at vælge deres præst. Et ønske, der som før omtalt, endelig blev opfyldt d. 1. januar 1893.