Kirken med storkereden på taget

Midt i ”Skovboegnen”, mellem Vallø, Bregentved og Giesegårds skove, ligger Sædder by med kirken på en liden kirkebakke midt i byen. Kendt førhen som kirken med storkereden på taget.

Gennem 200 år og måske mere kom et par storke hvert forår, satte reden i stand og udrugede et kuld unger. Det hændte, at en tredje kom og gjorde krav på reden, og så var det den stærkeres ret, der afgjorde striden.

”Storken er kommet”, råbte børnene, og de ældre nikkede genkendende til den kære fugl, som balancerede hen ad kirketaget på sine lange ben. Den hørte med til byen og til egnen.

På engene, som strakte sig syd for byen, helt over langs Storskov, fandt den rigeligt føde til de forslugne unger. De sidste storke blev udruget omkring 1920.

Disse vers er skrevet af Sædderpræsten, Åge Bojsen Møller, som indledning til en lejlighedssang.

Hvor Storskoven ligger bag dunkle Gryn
og Sædder Kirke med Storkerede,
mens Togene farer forbi som Lyn,
der boede fordum en Præst med sin Frede,
og der han dyrked
sit eget Fæste,
ja engang styred han Ingvors Heste,
og det gik godt.

Om Søndagen Klokken fra tårnet lød,
og Folk sig samled i tætte Skarer,
mens Præsten talte om Livets Brød,
som ej vi mister, skønt Tid bortfarer,
man sang tilsammen
til Olsens Amen,
den Tid gik herligt i Fryd og Gammen,
og det var godt.

Her har vi i ét glimt byen, kirken, den uforfærdede sognepræst og hans kone, Frederikke, ja selv læreren, der både var kirkesanger og organist, er kommet med.